torsdag den 26. december 2019

2. juledag. Nyder dagen hvor roen tager over, efter en uge med indkøb, indpakning, bagning, stegning, juletræer og familiemiddage. Ikke at jeg vil undvære noget af det, men nu er det ren ferie og afslapning. En lang gåtur i formiddags i den fantastiske natur, vi har rundt om os, og så, ...i værkstedet. Har leget med forskellige udgaver af fuglekugle-holder, som alternativ til de grønne plastiknet, (i ved nok). De er flettet af de smalle strips/pakkebånd, som er rundt om papkasser, printerpapir mm. Nu hænger der et par af dem lige udenfor værkstedsvinduerne, de andre bliver til små 'værtindegaver', i tilfælde af at jeg bliver inviteret i byen.


fredag den 13. december 2019

Igennem flere år har jeg haft et fantastisk samarbejde omkring lyskostumer med dansk/argentinske danser og koreograf Ingrid Kristensen.
Ingrid Kristensen har i mange år haft sit eget dansekompagni og har bl.a. fortolket H.C. Andersens eventyr igennem ballet, i hvilken sammenhæng hun har fået H.C. Andersen-prisen.
De kostumer jeg har lavet er fremstillet af lysfibre og har været brugt i flere forestillinger herunder H.C. Andersen Experience. Det har været fantastisk, udfordrende kreativ  proces fyldt med nysgerrighed omkring materialernes muligheder.
I denne weekend er kjolerne (kostumerne) udstillet hos Vejenlyst i Tårup på Østfyn, sammen med flere andre kunstneres arbejde.

https://vejenlyst.dk/




onsdag den 11. december 2019


Jeg fletter meget i genbrugsmaterialer. Gennem et stykke tid har jeg flettet forskellige ophæng til blomster af pallebånd. Udfordringen går på at finde en god beholder til jorden, så ophænget ikke bliver for tungt. Der eksperimenteres fortsat.
Dette er starten på min nye blog, hvor jeg løbende vil fortælle, hvad der foregår i min fletteverden.
Det kan være kurser og workshops, i mit værksted eller andre steder. Det kan også være fortællinger om -og billeder af ting jeg aktuelt arbejder med.


  Efter en sviende og brændende lugning, blev der  ryddet plads til Mormorhulerne i haven. De er blevet til gennem et par år, og har været l...